Uanset om du skal dykke i koldt eller varmt vand, så er en våddragt obligatorisk. Kroppen taber nemlig varme langt hurtigere under vand end på land og har derfor brug for et beskyttende lag mod kulden. Desuden reduceres vandmodstanden af dragtens glatte overflade, så du glider lettere gennem vandet og opnår øget hurtighed.
Selvom dykkerdragtens vigtigste funktion er at beskytte dig mod nedkøling, har den en lang række andre andre fordele, hvilket alt sammen giver dig en bedre dykkeroplevelse. For at få størst mulig glæde af din våddragt, skal du dog vælge den rigtige, og her kan du hurtigt komme “på dybt vand”, hvis du er ukendt på området.
Heldigvis har jeg gjort arbejdet for dig, så du slipper for at researche dig frem til svar. I denne artikel får du nemlig den komplette guide til:
- Hvilke typer våddragter, der findes
- Hvordan du vælger den rigtige våddragt
- Hvordan du vedligeholder din våddragt
- Hvor du kan købe din våddragt
Mange dykkere vælger at låne en dykkerdragt af sit dykkercenter. Men der er en lang række fordele ved at købe sin helt egen. Dem man kan låne er nemlig oftest en relativt billig standard våddragt, som sjældent passer perfekt til din kropsform. Desuden kan de især i udlandet have mange år på bagen.
Der er intet som en dykkerdragt, der sidder perfekt – det er både langt varmere og mere komfortabelt. Du ved samtidig også, at ingen andre end dig har brugt dragten. For ja, der bliver tisset i en våddragt!
Ønsker du at springe direkte til listen med de bedste webshops, hvor du kan købe en våddragt?
Generelle råd til køb af våddragt
Våddragter laves ofte i materialet neopren og findes i flere forskellige modeller og materialetykkelser. På grund af det store udvalg, kan det være en god idé at gøre dig nogle overvejelser i forhold til, hvor din våddragt skal bruges, og hvad den skal bruges til.
Du kan fx både få våddragt til kajak, våddragt til fridykning og UV-jagt, våddragt til Triathlon svømning og sidst men ikke mindst våddragt til dykning (også kaldet dykkerdragt), hvilket vi naturligvis er særligt interesserede i her på DykkerGuiden.
Overordnet er der to forhold, du skal fokusere på, når du vælger våddragt:
- Dragten skal passe til din kropsbygning, højde og køn.
- Dragtens type og tykkelse skal passe til de temperaturforhold, hvor du skal dykke.
Den perfekte dykkerdragt sidder helt tæt til kroppen, men er samtidig fleksibel, når først du kommer i vandet. Det er klart, at våddragten ikke skal sidde så tæt, at du har besvær med at bevæge dig eller trække vejret, men det er vigtigt, at den sidder tæt nok til at holde det kolde vand ude.
For at få det perfekte fit kan det derfor være en god idé at vælge våddragter, der er særligt lavet til mænd eller kvinder. Hvis din økonomi er til det, kan du også vælge at få syet en våddragt efter dine mål, så du er sikker på, at den passer 100 % til din kropsform.
Våddragtens type og tykkelse skal passe til vandets temperatur, så du holder dig varm uden at overophede. En tynd våddragt giver dig større fleksibilitet, men er til gengæld dårlig til at holde på varmen. Derfor gælder det at: Jo koldere vand, jo tykkere våddragt. Når det kommer til varme og fleksibilitet, er varme nemlig det sidste, du vil gå på kompromis med.
Mange våddragter er desuden lavet således, at materialet omkring arme, skuldre og ben er tyndere, så du bedre kan bevæge dig. Du behøver derfor ikke være bekymret for fleksibiliteten, uanset hvilken tykkelse våddragt du vælger.
Forskellige typer dykkerdragter
FORSKELLIGE VÅDDRAGTER TIL FORSKELLIGE FORMÅL
Selvom en våddragt beskytter dig mod nedkøling, mens du dykker, betyder det ikke, at vandet holdes helt ude af dragten. Som navnet påpeger, lader våddragten en smule vand trænge ind i dragten. Det tynde vandlag opvarmes af din kropstemperatur og fungerer dermed som en termisk barrierer mod det kolde vand uden for dragten.
I et land som Danmark vil det stort set altid være nødvendigt med en våddragt, der dækker hele kroppen, mens du skal til de tropiske områder, før du kan vælge en kortere model.
Nedenfor har jeg opstillet de forskellige typer våddragter fra mindst til mest isolerende:
- Den korte model “Shorty”: Shorty-modellen dækker kernekroppen og stopper lige over dine knæ og albuer. Den giver dig god fleksibilitet, når du dykker, men fordi den ikke dækker hele kroppen, er den kun beregnet til varme vandtemperaturer.
- Den todelte model “Farmer John/Jane”: Denne våddragt består af en underdel med lange ben og en overdel uden ærmer, hvilket skaber god fleksibilitet ved skuldrene. Til at dække armene kan du få en jakke, og denne kombination af våddragt og jakke giver kernekroppen dobbelt isolering, hvilket gør Farmer John rigtig god til dykning i koldt vand.
- Den typiske model “Long John / Full-body wetsuit”: Heldragten er med god grund den mest almindelige type våddragt. Det er også typisk den, du får mest glæde af, fordi du kan bruge den i mange vandtemperaturer. Den dækker hele kroppen fra hals til håndled og ankler og giver dig dermed optimal beskyttelse mod nedkøling.
- Den varme model – Semi tørdragt: Denne model er en kombination af en våddragt og en tørdragt. Den lukker kun meget lidt vand ind og har altså ikke på samme måde det beskyttende vandlag inden i dragten. Til gengæld er den god til at holde på varmen og er særlig praktisk i koldt vand.
- Den vandtætte model – Tørdragt: Her er vi faktisk gået helt væk fra våddragten og dens egenskaber. Tørdragten er helt vandtæt og derfor beregnet til meget kolde vandtemperaturer. Tørdragten og semi tørdragten er dog vanskeligere at tage på og vedligeholde end den almindelige våddragt. Ofte er de også lidt pebrede i prisen, så er du nybegynder, vil jeg anbefale dig at starte med en almindelig våddragt.
Materiale og tykkelse
“Gå aldrig på kompromis med temperaturen – vælg varm våddragt eller varmere verdensdele…”
Våddragter fås primært i tre forskellige tykkelser neopren: 3 mm, 5 mm og 7 mm. De tynde dragter giver dig større bevægelighed, men du bør som sagt altid prioritere temperaturen højest.
Det kan være meget forskelligt, hvordan man oplever kulde, men under alle omstændigheder bør du huske på, at vandet bliver koldere jo længere fra overfladen, du dykker, og at en varm dragt forlænger tiden, hvori du kan dykke.
I et land som Danmark bør du næsten altid vælge en dragt på 7 mm, så du kan bruge den hele året. Har du andre verdensdele i tankerne, så tag et kig her i tabellen vi har oversat fra SportDiver, og find den våddragt, der passer til din dykkertur.
Vandtemperatur | For varmblodede dykkere | For kuldskære dykkere |
---|---|---|
29 grader °C og derover | Dive Skin | 2 mm – 1 mm Shorty |
26-28 grader °C | 2 mm Shorty – Dive Skin | 2 mm – 1 mm heldragt |
22-25 grader °C | 3 mm heldragt – 2 mm Shorty | 5 mm – 3 mm heldragt |
18-21 grader °C | 5 mm – 3 mm heldragt | 7 mm – 5 mm heldragt |
10-17 grader °C | 8/7 mm semi tørdragt – 7 mm heldragt | Tørdragt |
Under 10 grader °C | 8/7 mm semi tørdragt – tørdragt | Nyd vandet (eller kaffen) fra den nærmeste café |
Våddragter til mænd, kvinder og børn
Det er ingen hemmelighed, at der er forskel på mænd og kvinders kroppe. Mænd har ofte bredere skuldre, mens kvinder bl.a. har smallere talje og en barm, der skal tages højde for.
Derfor vil dykkerdragter til mænd og kvinder heller ikke være ens. Selvom der findes unisexmodeller, er det uden tvivl at foretrække en våddragt, der er specielt lavet til enten mænd eller kvinder.
Den sidder kort sagt bare bedre, fordi den passer til manden eller kvindens figur. Og som jeg nævnte tidligere, er pasformen jo netop særlig vigtig, når det kommer til våddragter. Men hvad er forskellen egentlig på våddragter til mænd og kvinder?
Våddragter til kvinder
“Det skader aldrig at se godt ud – heller ikke under vandet…”
Damerne først. Våddragter til kvinder er formgivet efter kvindens krop. Det vil sige, at de typisk er bredere omkring hofterne, smallere ved taljen og skuldrene og giver plads til barmen.
I forhold til designet vil du også kunne finde våddragter med mere feminine detaljer i mønsteret, farvevalg eller lignende. Og selvom du befinder dig under vandet, skader det jo ikke at se ekstra godt ud.
Våddragter til mænd
I herreafdelingen er der også et bredt udvalg af modeller, der primært adskiller sig fra kvindernes ved at de er større omkring skuldre og skridt.
Mændene skal dog heller ikke snydes for et lækkert design. Selvom mange våddragter til mænd fås i helt sort, er der også god mulighed for skarpe og farverige detaljer.
Målsyede våddragter
Selvom man går specifikt efter en dame- eller herremodel, kan det godt være besværligt at finde en våddragt med den helt rigtige pasform. Kvinder er jo også indbyrdes forskellige og det samme gælder for mændene.
Er du blevet helt hooked på dykning og vil gerne have en våddragt, der passer fuldstændig til din figur, kan det derfor være en idé at få din våddragt syet efter dine mål. Det tilbyder bl.a. Kingfish, som er en af de forhandlere, jeg anmelder længere nede i blogindlægget. Gå til anmeldelsen her.
Våddragter til børn
“En våddragt til børn beskytter mod solstik, brandmænd og andre sommerfarer…”
En våddragt til børn kan være en rigtig god idé, også selvom de ikke skal dykke. Ser man bort fra størrelsen, er dragten ikke så forskellig fra voksenmodellen. Den beskytter mod nedkøling, mod solskoldning og øger opdriften.
Men den er også et effektivt værn mod brandmænd. Alle disse egenskaber gør en våddragt til børn særlig velegnet, når familieferien går til de varme lande med sol og strand i daglig dosis. Dragterne fås til stort set alle aldersgrupper – helt ned til 2 år og op efter.
Sådan finder du den rigtige størrelse våddragt
Den rigtige størrelse er noget af det vigtigste ved en våddragt. Dragten skal sidde tæt på hele kroppen, og du skal ikke kunne få ret meget mere end en pegefinger ind i halsåbningen. Menneskers kroppe er dog langt fra ens, og det giver nogle udfordringer i forhold til at finde den rigtige størrelse.
Heldigvis har producenterne taget højde for dette. Våddragter kommer nemlig ikke bare i small, medium og large, men fx også i small tall eller medium tall, så de fleste kropsbygninger kan finde deres perfekte fit.
For at gøre det endnu nemmere for dig, kan du hos mange brands bruge deres størrelsesguide, der ud fra din højde og vægt vejleder dig. Befinder du dig mellem to størrelsesmål? Så tag udgangspunkt i din vægt. Det er vigtigere, at pasformen er rigtig, mens et par ekstra centimeters længde ikke betyder så meget.
Vedligeholdelse af din våddragt
Som med mange andre ejendele holder din våddragt længere, hvis du passer godt på den og sørger for at vedligeholde den. Det er ikke særlig svært, men kan kræve lidt tålmodighed.
Når du tager dragten på:
- Vær tålmodig og pas på skarpe negle. Undgå at rive for meget i dragten, da det kan skabe huller.
- Desto tyndere dragt, desto mere påpasselig bør du være. Hvis du er en kvinde, så tænk på dine nylonstrømper. Der gælder næsten samme princip med våddragten: langsomme bevægelser og en god portion tålmodighed.
- Huller i dragten? Er du alligevel uheldig, kan hullerne i din våddragt lappes med neopren-lim. Det er en god idé at gøre, inden hullet bliver for stort.
Efter brug:
- Skyl din våddragt grundigt i ferskvand. Undgå at bruge vand med en temperatur på over 37 grader, da det kan skade limninger og sømme i dragten.
- Hæng våddragten til tørre med vrangen udad.
- Efter tørring vendes ydersiden udad, og dragten hænges op på en bøjle, hvis muligt. Har du ingen ophængsmuligheder, kan du også nøjes med at pakke dragten sammen.
Sådan tager du din våddragt på
VÆR TÅLMODIG OG KLIP DINE NEGLE...
Det kan være en udfordring at komme i en våddragt, og der er da også mange forskellige holdninger til, hvordan man nemmest gør det. Nogle føler, at det er nemmest at tage dragten på, når både den og du selv er tør. Andre hælder lidt vand i dragten og gør den fugtig inden.
Vælger du den sidste mulighed, kan det være en idé at bruge noget pH-neutral sæbe, så kroppen glider bedre ind i dragten.
Uanset om du er tilhænger af den ene eller anden metode er det vigtigste, at du er tålmodig og undgår at rive din dragt på skarpe finger- eller tånegle. Brug altid den bløde side af dine fingerspidser!
Du bør så vidt muligt undgå at hive for meget i dragten. Træk i stedet dragten op ad kroppen ca. 10 cm af gangen, og glat løbende dragten ud, så den ikke folder nogle steder. Sidder lynlåsen i ryggen, kan det være en god idé at få en hjælper til at lyne den for dig.
Er du mere den visuelle type, kan du mange steder på nettet se videoer, hvor folk demonstrerer deres fremgangsmåde. Mit tip er: Væbn dig med tålmodighed, en masse gåpåmod, og prøv dig frem!
Køb billig våddragt
EN VÅDDRAGT TIL DIN KROPSFORM OG ØKONOMI
Våddragter kommer ikke kun i mange modeller, men også i mange prisklasser. Det er klart, at der er en vis sammenhæng mellem prisklasse og kvalitet, og hvis du søger en dragt, der er fleksibel på de helt rette steder, slidstærk og med stor opdrift, så koster det lidt ekstra.
Der er dog mange gode alternativer til de dyre modeller, og det er absolut intet krav, at du skal finde den store pengepung frem, når du køber våddragt.
Den billige våddragt: IST i 3mm neopren
Skal du først lige se, om dykning overhovedet er noget for dig, inden du investerer de helt store summer i køb af våddragt? Så er denne billige, men gode våddragt en oplagt mulighed. Modellen er en heldragt lavet i 3 mm neopren, hvilket gør den mest oplagt til dansk sommervejr eller tropiske egne. Dragten yder ekstra fleksibilitet under arme og i ryggen, hvor der er indlagt superstrech, således at våddragten sidder perfekt og giver plads til dine bevægelser under vand.
På trods af det tynde materiale er dragten slidstærk i form af den ekstra padding på knæene, der også fungerer skånsomt for dig, når du dykker.
Billig kan nemlig sagtens kombineres med god kvalitet, og det demonstrerer IST våddragten på fornemmeste vis. Med en pris på kun 799 kr. er dragten en god investering for den nye dykker eller den, der gerne vil have bedst mulig kvalitet til de billigste penge.
Du kan købe våddragten hos Kingfish eller Dykker-Butikken.dk. De har også flere og billigere modeller end denne, men det er de korte modeller. Derfor får du mere ud af IST heldragten, selvom den koster et par hundrede kroner mere.
Sammenligner man med de andre heldragter på Kingfish, Dykker-Butikken.dk eller Diving 2000, er denne model helt klart en af de billigste løsninger.
Her køber du din våddragt
MANGE WEBSHOPS - HVER DERES FORDELE
For at hjælpe dig i jagten på den perfekte våddragt har jeg fundet 3 webshops med hvert deres udvalg. Nedenfor kan du læse min anmeldelse af dem, hvor jeg bl.a. vil gennemgå prisniveau, udvalg og særlige fordele ved den specifikke forhandler.
Forhåbentlig får du et lidt større overblik over, hvem du kan gå til for at købe den bedste våddragt til dit behov.
Diving 2000
5/5 stjerner baseret på 862 anmeldelser fra Trustpilot
Diving 2000 er en webshop, der leverer alt fra våddragter til dykkerkurser og dykkerrejser. Med et stort udvalg af våddragter til både mænd, kvinder og børn har alle aldersgrupper mulighed for at købe en våddragt, der afspejler deres behov og økonomi.
Dragterne fås i en materialetykkelse på 3 mm, 5 mm og 7 mm, og normalprisen varierer fra 799 kr. til over 4000 kr. Det brede spænd betyder, at der hos Diving 2000 både er dragter til begynderne, der ønsker at afprøve dykning og til de erfarne, der ønsker at investere i ægte dykkerluksus.
Mange af våddragterne (dog ikke alle) kommer med en størrelsesguide, så du i højere grad kan være sikker på at dragten passer, når du bestiller.
... EN WEBSHOP, DU KAN STOLE PÅ ...
Webshoppen tilbyder desuden månedlig finansiering, så alle kan få råd til deres våddragt. På den måde er Diving 2000 særligt inkluderende og købervenlig.
Hjemmesiden roses også højt på Trustpilot, hvor den har 5 ud af 5 stjerner. Brugerne sætter dér særligt pris på den hurtige og professionelle levering og de konkurrencedygtige priser.
Kort sagt er du i gode hænder, når du handler hos Diving 2000, og det er ikke kun køberne, der mener det. Hjemmesiden er nemlig e-mærket, hvilket vil sige, at den er testet og godkendt af bl.a. Forbrugerrådet Tænk.
Kingfish
5/5 stjerner baseret på 992 anmeldelser fra Trustpilot
EN MÅLSYET MODEL, SKABT TIL DET PERFEKTE FIT
Kingfish er i den grad en webshop, der giver dig mulighed for at specificere dit valg. På hjemmesiden kan du både indstille din søgning efter pris, brand, farvevalg og materialetykkelse.
Webshoppen leverer våddragter til mænd, kvinder og børn, og modellerne fås i hele 14 forskellige størrelser. Som noget helt særligt leverer Kingfish også målsyede våddragter som de eneste i Danmark. Det betyder, at du får mulighed for at få en våddragt, der bogstaveligt talt er 100 % skabt til dig.
Kingfish er dermed på mange måder en yderst fleksibel webshop, og det ses også i udvalget af materialetykkelser, der varierer fra 1,5 mm til 8 mm. Søger du noget andet end standarden – både hvad angår størrelser og tykkelse, er det altså Kingfish, du skal gå til.
De billigste våddragter fås til en pris på kun 299 kr., hvilket gør webshoppen til et oplagt valg for begynderen. Til den øvede dykker og eksperten er der dog også mulighed for at avancere til de dyrere modeller, hvor der er gjort ekstra meget ud af kvalitet og smidighed.
... GÅ PÅ OPDAGELSE OG BLIV INSPIRERET ...
Kingfish roses på Trustpilot for sin hurtige levering og professionelle vejledning – særligt i forbindelse med bestilling af dykkerrejser, og den har ligeledes 5 stjerner.
På grund af det store udvalg af både dykkerudstyr, kurser og oplevelser, savner jeg dog en smule overskuelighed på hjemmesiden. For den køber, der har lyst til at gå på opdagelse og blive inspireret, er Kingfish dog en rigtig god kandidat.
Dykker-Butikken.dk
5/5 stjerner baseret på 52 anmeldelser fra Trustpilot
Ifølge Dykker-Butikken.dk skal dykning være for alle. Derfor har de et stort udvalg af våddragter til hele familien. Her kan både mænd, kvinder og børn finde den perfekte model.
De fleste modeller kommer med en vejledende størrelsesguide, men udvalget af størrelser varierer en anelse, alt efter hvilken model der er tale om. I forhold til størrelsesmål er Dykker-Butikken.dk ikke helt så fleksibel som Kingfish. Til gengæld er deres webshop meget overskuelig og nem at gå til.
Deres udvalg indbefatter flere forskellige brands i hver deres prisklasse, og som køber finder du derfor både økonomiske modeller til en pris på 499 kr. og op til 3.300 kr. En stor del våddragter ligger et sted midt imellem, og det gør Dykker-Butikken.dk til det rette sted for dig, der leder efter en våddragt af god kvalitet til en fornuftig pris.
... FORDI DYKNING SKAL VÆRE FOR ALLE ...
Teamet bag webshoppen er uden tvivl drevet af en trang til at skabe de bedst mulige forudsætninger for kommende og eksisterende dykkere.
Derfor gør de særligt meget ud af deres service og tilbyder vejledning mellem klokken 10:00 og 18:00. De tilbyder desuden dykkerudstyr og -kurser – også til handicappede, som noget helt specielt.
Det er altså ikke bare tomme ord, når Dykker-Butikken.dk ønsker at være en webshop, alle kan bruge som springbræt til deres dykkeroplevelse. Brugerne roser dem derfor også på Trustpilot, hvor de fremhæver deres service, kurser og hurtige levering.
Ønsker du et overblik over kvalitetsstærke våddragter til overkommelige priser? Så er Dykker-Butikken.dk et godt sted at starte.
Indholdsfortegnelse
Fedt tip med den pH-neutrale sæbe, det har gjort det en del nemmere at komme i dragten