Dykkercertifikat i 2019? Guiden til at finde det rette dykkerkursus for begyndere

Denne guide er for dig, der overvejer at tage det første skridt henimod at blive en vaskeægte certificeret dykker. Her gennemgår vi alt, du behøver at vide omkring et dykkerkursus for begyndere, og med et afsluttende dykkercertifikat er du uddannet til at dykke ned til 18 meters dybde overalt i verden.

Men husk, at det er med dykning som med kørekort til bil. Selvom du til et kursus lærer de basale “færdselsregler” under vandet, så lærer du først rigtigt at dykke, når du har fået den nødvendige rutine under vandet. 

Det kan man ikke nå på de 4-5 dage, som et dykkerkursus typisk varer. Hvis du virkelig vil blive dygtig og nå til det punkt, hvor det sjove for alvor begynder, så kræver det, at du også øver dig på at dykke efterfølgende. 

Men frygt ej! Det er noget alle kan lære, og efter kun 2 weekender har du allerede taget det første svømmetag ind i dykkerfamilien. Herefter venter mange fantastiske oplevelser, hvor du som en anden buddhist  i en meditativ zentilstand flyder vægtløs gennem det store blå.

I denne artikel får du den komplette guide til:

  • Hvad du kan med et dykkercertifikat
  • Hvilke udbydere af dykkercertifikater der findes
  • Hvornår du kan tage et dykkerkursus
  • Hvad der er det mest udbredte dykkercertifikat
  • Hvad et dykkerkursus består af
  • Hvilke krav der stilles
  • Hvad priserne er for et dykkercertifikat i Danmark vs. udlandet
  • Hvilke danske dykkercentre, som tilbyder dykkerkurser

Det kan du med dit dykkercertifikat

Når først du har bestået din grunduddannelse som dykker, kan du med dit internationale dykkercertifikat leje dykkerudstyr over hele verden og deltage i dykkerture, hvor I dykker ned til en maksimal  dybde på 18 meter. Du må desuden dykke uden en instruktør (dog aldrig alene). 

De fleste nyklækkede dykkere vælger dog at deltage i organiserede dykkerture, under ledelse af en instruktør, som hjælper og holder opsyn med én. Det giver mange en større tryghed, som er særlig rar i begyndelsen.

Har du lyst til at blive endnu dygtigere, har du også mulighed for at videreuddanne dig og blive mere erfaren og sikker under vandet. På det næste trin i dykkeruddannelsen lærer du for eksempel at udforske spændende vrag, at navigere og forstå strømforhold, at natdykke, at dykke under is og at dykke med tørdragt samt at dykke på større dybder m.m.

Tag et certifikat nær dig?

Tag første skridt allerede i dag, og find et dykkercenter nær dig! 

dykkercertifikat jylland aarhus
Dykkercertifikat Århus og Jylland
dykkercertifikat fyn odense
Dykkercertifikat Odense og Fyn
dykkercertifikat sjælland københavn
Dykkercertifikat København og Sjælland

Udbydere af dykkercertifikater

Der findes flere forskellige træningsorganisationer for dykkere, men i denne guide vil vi dog kun koncentrere os om de 3 mest anerkendte og populære. Det er typisk dem, du  vil møde herhjemme og på dine ture rundt i verden.

dykkercertifikat 1

PADI (Professional Association of Diving Instructors) har base i USA og blev etableret tilbage i 1966. Det er klart det største og mest anerkendte dykkercertificeringsbureau i verden. 

PADI-centrene er spredt ud over hele verden, og du kan finde et ved næsten enhver dykkerdestination. PADI har certificeret ca. 70 % af alle dykkere i USA og ca. 55 % af alle dykkere i verden. Det gælder også for vores team bag DykkerGuiden.

SSI (Scuba School International) er verdens næstmest populære udbyder af dykkerkurser. Det blev etableret i 70’erne i USA og har mere end 2.200 autoriserede forhandlere, dykkerbutikker og dykkercentre over hele kloden. 

En markant forskel på SSI i forhold til andre dykkertræningsorganisationer, som PADI,CMAS m.fl., er at SSI er en detailbaseret organisation, som har til formål at sikre kvaliteten af træningen over hele verden.

dykkercertifikat 2

Hvad er forskellen på et dykkercertifikat fra PADI eller SSI?

Når vi snakker dykkertræning, er der meget lille forskel på PADI og SSI. De følger begge dykkerstandarderne fastsat af myndigheden WRSTC (World Recreational Scuba Training Council), hvilket betyder, at kravene til viden og evner er stort set de samme.

Som det kan ses på nedenstående grafik, så minder deres forskellige kurser meget om hinanden – både af navn og af udformning. Deres uddannelsesstrin er næsten identiske.

PADI sammenligning SSI
dykkercertifikat 3

CMAS (Confederation Mondiale des Activites Subaquatiques) eller på engelsk World Confederation of Underwater Activities er den internationale paraplyorganisation for dykkertræningsorganisationer. 

Det er et af verdens ældste systemer indenfor dykkertræning og har i dag over 130 forbund fra 5 kontinenter under sig – bl.a. Dansk Sportsdykker Forbund.

Denne organisation adskiller sig markant fra de to førnævnte ved, at det tager væsentligt længere tid at blive certificeret. Hvor PADI og SSI typisk kan gennemføres på 4-5 dage (2 weekender), så skal man afsætte 5 måneder for at kunne gennemføre CMAS. 

Kravene til kurset er altså skærpet, og det er dermed mere omfattende at tage CMAS’ dykkercertifikat. Derfor foregår det typisk også i sportsdykkerklubber. Du kan se eksempler på og læse mere om de mest gængse CMAS dykkercertifikater her.

Hvilket dykkercertifikat er så det bedste?

Blandt dykkere er der en form for “religionskrig” om, hvilken certificering/kursussystem, der er den/det bedste. Vi vil ikke deltage i denne diskussion, men blot konstatere med vores erfaring, at en nyuddannet SSI-dykker kan være lidt mere usikker end en ny CMAS-dykker. Det skyldes uden overraskelse, at CMAS-dykkeren jo har mere træning. 

Dette forspring udlignes dog hurtigt, når SSI-dykkeren får mere erfaring under vandet. Om der står SSI, PADI eller CMAS på dit dykkercertifikat er altså ikke så afgørende. Det handler snarere om den efterfølgende træning under vandet.

Tager man sit dykkercertifikat i Danmark, ser vi typisk, at de nye dykkere er lidt mere hårdføre og har mere overskud i vandet, modsat dem, der har taget certifikat under sydlige himmelstrøg. 

Det skyldes, at vandet i Danmark er mere udfordrende, fordi det er mørkere, koldere og har dårligere sigtbarhed. Ved at sætte barren højt fra start får de danske dykkere det lettere, når dykkerferien går sydpå, og det er jo kun en fordel.

Hvornår kan du tage dykkercertifikat?

Du kan tage et dykkercertifikat året rundt. Der bliver afholdt dykkerkurser i både Jylland, på Sjælland og Fyn hele året, og flere gange om måneden. 

I nogle tilfælde, vil du dog skulle betale mere for at dykke med tørdragt (gælder især om vinteren), da det er en større dykkermæssig udfordring at lære fremfor dyk med våddragt om sommeren.

Hvis det har interesse, kan du få et overblik over planlagte kurser hos Kingfish i hele landet ved at gå deres kalender her.

PADI Open Water Dykkerkursus

Det mest udbredte og anerkendte dykkercertifikat er fra PADI og hedder Open Water Diver. Det er første trin på PADI’s uddannelsesstige og minder rigtig meget om SSI’s udgave med samme navn. Da Open Water er det certifikat, som langt de fleste begyndere giver sig i kast med, vil vi ikke bruge kræfter på at beskrive alternative eller mere avancerede dykkerkurser.

Et PADI Open Water dykkerkursus består af 3 faser:

  1. Teoriundervisning (5 moduler og en eksamen) Kan tages som online selvstudium eller i et klasseværelse og er typisk fordelt over 1 til 2 aftener.
  2. Confined Water (pool) dyk (5 moduler i en svømmehal)
    Her får du mulighed for at anvende dine evner og afprøve dykning under havets overflade. <
  3. Open Water (4 modulers havdyk)
    Her får du mulighed for at anvende dine evner og afprøve dykning under havets overflade.

Teori, pool og havdyk foregår fordelt på 4-5 dage (2 weekender), oftest er lån af alt udstyr inkluderet! Men det kan variere alt afhængig af, hvilket dykkercenter du vælger.

Hvis du ønsker at se en inspirerende video (3 min.) om hvordan det foregår, så tag et kig her.

Krav for at starte på dit Open Water dykkerkursus

  • Du skal være fyldt 12 år for at deltage. Opfylder du kun lige aldersgrænsen skal du dog vælge et PADI Junior Open Water certifikat i stedet for “voksenversionen”. Er eleven under 15 år, kræves det desuden, at en forælder deltager.
  • Når dit barn har taget et juniorkursus, bliver det automatisk opgraderet til et voksen-PADI-certifikat, når vedkommende bliver 15 år gammel.
  • Du skal kunne træde vande i 10 min.
  • Du skal kunne svømme 200 meter (ikke på tid).
  • Du skal have et almindeligt godt helbred og være i fornuftig form for at dykke. Du skal derfor udfylde en helbredserklæring før kursusstart. Er der punkter i helbredserklæringen, der kunne indikere, at det er problematisk for dig at dykke, skal du have en lægeerklæring, hvor din egen læge vurderer, om du er egnet til at tage et dykkercertifikat.

Dykkercertifikat pris i Danmark vs. udlandet

Prisen for et dykkercertifikat i Danmark er ca. 3.750 kroner i gennemsnit (inkl. betaling for undervisningsmateriale). Kurserne i København trækker landsgennemsnittet en smule op.

Hvis du dog vil søge væk fra Danmark og tage certifikatet i mere farverige omgivelser med koraller og varmere vand, koster det mellem 1.500 og 2.900 kroner eksklusiv rejseomkostninger. Det er oftest muligt at dele kurset op i flere bidder, hvis man ikke har tid til at gøre det færdigt i ét hug.

Vær opmærksom på, at materiale såsom teoribøger og ekstraudstyr typisk ikke er inkluderet i prisen. Til gengæld vil lejen af udstyr til den praktiske del af dykkerkurset ofte være gratis. Det kan dog variere afhængigt af, hvilket dykkercenter du vælger.

Dykkercenter
By
Vejl.pris
Mere info
Diving 2000
Odense & Middelfart
kr. 3.398,-
Læs mere
DykFyn
Nyborg
kr. 3.298,-
Læs mere
Kingfish
Nyborg & Vamdrup
kr. 3.598,-
Læs mere
Dykkerbutikken
Århus
kr. 3.489,-
Læs mere
OceanAdventures
Kolding
kr. 3.795,-
Læs mere
GoDive
Århus
kr. 3.750,-
Læs mere
Blue Ocean Divers
Randers
kr. 3.795,-
Læs mere
Dykkerhulen
Vejle
kr. 3.495,-
Læs mere
Aalborg Dykkerskole
Ålborg
kr. 4.495,-
Læs mere
Kingfish
København
kr. 4.298,-
Læs mere
DykkerGitte
København
kr. 4.250,-
Læs mere
Masterdive
Helsingør
kr. 4.099,-
Læs mere
Scansub DK Diver
Roskilde
kr. 2.995,-
Læs mere

Vil du tage dit dykkercertifikat i udlandet?

Så tag dig god tid, når du skal vælge dykkercenter. Tag rundt og snak med flere medarbejdere. Mød gerne instruktøren. Hvor stor erfaring har vedkommende? Føler du dig tryg? Kan du forstå vedkommendes engelsk? Er det forholdsvist nyt udstyr? Virker der til at være styr på butikken?

Hvis ikke, så har du lov til at gå igen. Det vigtigste er, at du er tryg, så lad vær med at spare 30 dollars, hvis stedet ikke føles rigtigt for dig.

Fordelen ved at tage dykkerkurset hjemmefra, er, at du ikke har nogen problemer med sproget. Du får også skærpet dine sanser under vandet, da sigtbarheden, kulden og våddragtens tykkelse er faktorer, der tilsammen kan gøre dig til en bedre og mere opmærksom dykker med et større overskud. 

Desuden sparer du de 3-4 dages undervisning på dykkerrejsen, så du i stedet kan dykke og fuldt ud opleve din feriedestination.  

Fordelen ved at tage dykkercertifikatet på rejser er, at vandet er varmere, og at du derfor har en tyndere dragt på. Den er mere fleksibel og giver dig en større bevægelsesfrihed. Kurset er hurtigere at tage, der er mindre at slæbe på, og som regel er du på en båd med mad og drikke serveret. Du er sikkert sammen med andre nye dykkere på båden samt erfarne mennesker fra forskellige lande. Dermed får du et bedre indblik i miljøet, og du ser mere til dine instruktører. 

Open Water Diver (Referral) – Teori og svømmehal herhjemme

Det er også muligt at kombinere det bedste fra begge verdener. Vil du til du udlandet for at tage dit certifikat men synes faktisk, det er lidt irriterende at skulle bruge så mange feriedage på det?

Så giver mange danske dykkercentre dig mulighed for at tage et såkaldt Open Water Diver (Referral). Det giver dig mulighed for at tage teorien og træningen i svømmehallen herhjemme nær din bopæl og derefter tage dine havdyk undervejs på din ferie. 

Du bliver dermed meget hurtigere færdig og sparer den kostbare ferietid. Det giver dig to ekstra feriedage, som du kan bruge på at dykke, eller hvad du nu har lyst til.

Det eneste, du skal sørge for, er at få en såkaldt referral, der viser, at du har fået den nødvendige undervisning hjemmefra – og så hopper du direkte ud i havdyk på ferien. De 4 havdyk betaler du separat hos dit valgte dykkercenter i udlandet, og efter at have bestået, er du uddannet PADI Open Water Diver.

Gode rabatter at hente på dykkerudstyr samtidig

Et godt tip er, at de fleste dykkercentre er til at forhandle priser med på det basale dykkerudstyr, hvis du køber det inden dykkercertifikatet. 

Dermed er der gode rabatter at hente, hvis du for eksempel ønsker at købe din egen personlige dykkermaske, snorkel, finner eller dykkerdragt. Hvilket jo ofte er tilfældet når man er nybegynder.

En personlig maske, der passer til dit ansigt, og som ingen andre har spyttet i, giver markant bedre dyk. Med dit eget udstyr er du desuden altid klar til en snorkeltur enten herhjemme eller på en fremtidig strandferie.

Tag et certifikat nær dig?

Tag første skridt allerede i dag, og find et dykkercenter nær dig! 

dykkercertifikat jylland aarhus
Dykkercertifikat Århus og Jylland
dykkercertifikat fyn odense
Dykkercertifikat Odense og Fyn
dykkercertifikat sjælland københavn
Dykkercertifikat København og Sjælland
(21 stemmer, gns: 4,76 ud af 5)
Loading...
Læs også
Hold dig opdateret i vores dykkerunivers

Har du lyst til at blive opdateret med nyheder og spændende blogindlæg om dykning? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få tips og dykkerhacks direkte i din indbakke.

Del opslaget med nogen du kender

Del på facebook
Del på twitter
Del på email
Del på print

Skriv en kommentar

avatar
  Abonner  
Giv besked om
Luk menu

Siden benytter cookies for at sikre dig den bedste oplevelse, ved at bruge siden, accepterer du samtidig brugen af cookies.  Læs mere.